historie og som fyldigere tidsbillede, idet jeg fælder ham ind i milieuet, og specielt ridser op hans forhold til en retning som barokken.
Pietro Aretino’s verker kom paa indeks – og der er verker som muligens bør forbli der, saalænge verden har moralsk umyndige sjæle. Hans eftermæle har været i fiendehaand. Og skjønt tiden vrimlet av skikkelser som han, hvad vi f. eks. ser hos Shakespeare (Falstaff, Pistol o. l.) og hos Cervantes, træffer jeg ikke den dag idag en biograf som taler fredelig om ham. De flyr i flint.
Men ellers er det ganske træffende bemerket, at Pietro Aretino ingen sympatisk eller ædel skikkelse er. Det er nu heller ikke derfor jeg egentlig arbeider med ham. Jeg har villet skrælle frem det lille menneske av u-mennesket, hvad ingen av hans biografer hittil gjorde. Det er bl. a. ogsaa derfor jeg arbeider med ham.
H. E. K.
