pen staar nu som før mellem proletariatet og de besiddende klasser, mellem godseieren og bonden, mellem fabrikarbeideren og kapitalisten. Det er de parlamentariske partier inderst inde enige om. For der er nok av partier; der er socialister, republikanere, radikale, moderate (= konservative), klerikale; og paa Montecitorio gør endvidere den lokale spænding mellem nord og syd sig gældende – stærkere end italienerne ønsker, at udlændingerne skal tro. Og naar disse flokker klumper sig sammen i kamret, kan det i øieblikket se ud som der hænder noget politisk.
Det som imidlertid foregaar i landet er av social karakter. Spændingen er saaledes saa enkel som den bare kan bli.
Men det som gir spændingen det præg av broget liv, er her som andensteds sagernes talsmænd, er personerne. Jeg vil her føre frem nogen av dem, som den ændrede situation har skøvet i forgrunden, og søge at gi et billede – dem av dem som lokker en ved sin udprægede profil, ved et bestemt temperament.
Først kommer jeg til at nævne en mand, som er død for fem aar siden. Fordi hans skygge er saa stor og saa stærk i sin virkning.
Felice Cavallotti’s værelse i Rom er
