med et bukkefysiognomi, saa senet av slit; han hadde arbeidet hos franskmænd og kunde si s’il vous plaît, og de andre kaldte ham «master».
Der sad vel ogsaa anarkister her. Der sad en alene og skuled rundt paa vrimmelen og kanske tænkte vildsomme tanker om det land, som ikke stelte sig slik, at det kunde ha sine sønner hjemme i arbeide; han hadde en reisning som en romersk imperator. Han sad alene paa en hel langside av det lange bord; for ingen likte at sidde paa den side. De hadde alle en haandkoffert, som de hadde gjort selv; en kunde se det paa façonen, hvor den individuelle smag hadde boltret sig. De var av tyk pap, og saa hadde de stivet dem av med tynde træspiler indvendig, og udvendig hadde de trukket dem med grov strie; paa hjørnerne hadde nogen syet sorte lærlapper.
Arbeiderne stormed kupéen, da toget kom, sled hverandre overende med kofferterne, svor, – svor saadan i ustanselige strømme, saa man tænkte paa stegning ved langsom ild: Por-r-r-r-ca Maria-a-a!
Der var viltert opbrud over dem alle.
De hærmed efter alle lyd, efter jernbanens støn, efter de tyske konduktørers rop ved stationerne, efter piben, efter skurringen, naar toget bremsed; de kagled ogsaa, de hærmed efter alleslags dyr; de sad og øved sig paa det.
