var ikke noget mindre som kom til, end at middelalderens naive gemyt strøg flag, og individualiteterne vaagned, og folkets mystik for første gang ligesom gjorde sig rede til at stige i grav. Da skedde gennembruddets under.
Nu er racen for afklaret til at skabe nyt – den synes saa. De hærmer. – Og det kommer vel med i skuespilkunsten.
Ligeoverfor mig sad en mager mand med store kindben; jeg opsnapped av hans pas, som han bredte ud ret som det var, at han var 25 aar. Han var løs og slap i munden, med en forsømt grissen knebel; hadde skæve trillebørnæver – lillefingeren var blit rudiment. Han spytted hele tiden; han slap vinduet ned for at spytte ud av det; men saa begyndte det at trække, og han satte vinduet op igen. – Ved siden av ham sad en blass unggut og gjorde et servilt forsøg paa at indsmigre sig hos mig ved et mundspil; men jeg lod som jeg ikke forstod det; – og han syntes ogsaa selv tilsidst, at det dog ikke var en klang som i mandolinen, og opgav det.
Der kom en station, hvor toget holdt nogen minuter. Og arbeiderne stormed ud. Men mundspil-virtuosen bela ikke sin plads; og da han kom ind igen, var den optat af «master». Min spyttende genbo protesterte paa sin vens
