Side:Hans E. Kinck - Italienere.djvu/163

stod en høi konstabel og holdt opsigt og indskærped kuskene bestemmelsesstedet, før de tørned ud med sin reisende. Jeg saa ingen uvedkommende, da vor vogn løsned fra rækken; men ikke før var den forbi hestemulerne, saa klatred der lynsnart noget graat laset op paa bukken – det var som mennesket var kommet ud av hestens bug. Og kusken smeiste paa hvad han kunde og det randt avsted i rasende galop ud paa pladsen fra konstabelen. Jeg stak kusken i ryggen med paraplyen: hvad er den andre for en fyr? – Il mio fratello, signore! – han ber om at faa sidde paa, stakkar, han skal hjem. Og saa smeiste han paa igen, saa vi atter fór avsted i et nyt rasende skeid. – Jeg stak ham i ryggen. «Broren» snudde sig: hvor skal De hen? sa han. Jeg nævnte hotellet. Jeg kender ikke det hotel, svarte han; men hotel Londra? Og snudde sig braat om til kusken, som brugte svøben. – Et nyt paraplystød i ryggen. Vognen holdt. Den fyr skal ned! – Men hotel Londra? – Den fyr skal ned! Og paa fortauget stod en konstabel. Hurtigere end en draabe var det lasede utyske dryppet av bukken. Kusken vendte sig: Lazzaron! en af disse hotel-agenterne, tvi! Og han spytted av foragt efter sin «bror»; halte saa tømmerne ind og smeiste paa, saa det skar i