Side:Hans E. Kinck - Italienere.djvu/164

rasende fart nedover en hovedgade. Han hadde en lappet bonjour, og de lasede skøder fløi energisk i lufttrækket. Det varte i to-tre minuter, saa slakked han paa tømmerne og hesten bare dilted, og tilslut bare gik den; han vendte sig om: Det hotel De nævnte, kender jeg ikke. Men hotel Londra? – Avanti! fik han lige op i ansigtet som svar. Og saa kasted han sig om paa bukken, rafsed tømmerne til sig i opblussende energi, og de forlorne bonjourskøder vibrede i vinden. Men det varte bare nogen minuter, saa faldt han sammen igen; han gjorde en krok av sin langfinger, som holdt tømmen, og resten av den løb efterhaanden frem, saa hesten som nu bare gik, holdt paa at traakke i løkkerne med forbenene. Han vendte sig om: Tja; saa maa Deres hotel ha skiftet navn netop. – Avanti! – Han kasted sig om, halte tømmerne ind, og det bar avsted som forrige gang. Men han faldt sammen endnu engang, før vi naadde ned paa en stor aaben plads. Her hvor saamange av hans kolleger holdt, vaagned rigtig skøieren op i ham. Med tømmen slapt hægtet ind i langfinger-kroken kørte han hen til en klynge kuske, ropte spørgende hotellets navn. Men hotel Londra? svarte de ogsaa. Han kørte sin vogn langsomt fremover bag vognrækken – hele kuske-flokken slog følge med, saa det var