ved. Det er konkurrencen om de bedste sange (gadeviser) i neapolitansk dialekt. Og her konkurrerer hele folket, jenter, advokater, kirurger, politifuldmægtige, retstjenere o. s. v. o. s. v. – alle som kan rime. Der er til den fest en visetilvirkning saa vældig, at man har spøgefuldt sagt, at kunde regeringen sørge for handelstraktater, som muliggjorde eksport i denne branche, var Neapels økonomiske fremtid sikret.
Der er dog en forlægger, som hvert aar boltrer sig med liv og lyst i alle disse visemanuskripter; det er Peppino Santojanni, med opnavnet «Mecenate Sebezio». Han har samlet hos sig dem, som anses for de dygtigste blandt komponisterne og visedigterne. Han lar sine sager den dag udføre for den store folkemasse paa Plebiscito-pladsen av Gambrinus-hallens orkester og sangere.
Stundom sætter aviserne op præmier for de bedste viser. Det gjorde saaledes Scarfoglio’s avis Mattino for et aar siden. Det aar udgav ogsaa den mest kendte dialekt-digter, Salvatore di Giacomo, en samling canzoner – Piedigrotta for ever – med musik av Giordano, Costa, Tosti og De Leva; og den samling gjorde umaadelig lykke.
De handler vistnok udelukkende om kærlighed; det er ialfald tilfældet med alle dem, jeg
