plads. Da jeg kom tilbage, laa «master» der udstrakt, og min koffert stod oppe paa hylden.
«Jeg satte kofferten paa bænken,» sa jeg. Han lod som han ingenting forstod: «Ja, nu staar den der,» sa han og pegte opad, « den har det godt nu ». – Che brigantaggio! Og jeg maatte finde en ny plads.
Borte i kroken hvæste det til svar fra «master», som nu strakte sig over to siddepladse: «Tedesco!» Og borte paa en anden bænk blev en nyankommen gut, som virkelig var tysk, lempelig skøvet ud av naboen, som ogsaa vilde strække sig: «Sie sin dæitsch!» var hans korte forklaring
– – – I Luzern stod der et nyt tog. Udenpaa to vogne stod «Chiasso» – den italienske grænsestation. Og italienerne stormed den vogn, for det var jo did, de skulde. Men derinde sad et par tyske damer, og de kaldte paa konduktøren. Han jaged italienerne ud igen og lod dem faa en kupé for sig selv, og mig negted han ogsaa adgang til Chiasso-kupéen.
Men da han hørte, jeg snakked tysk, sa han: «Ah, Sie sind Deutscher! Dann langweilen Sie sich hier.» Og jeg blev vist tilbage igen til Chiasso-kupéen. Damerne reiste sig og vilde gaa. Jeg kremted en lun germansk kremt. Og de satte sig beroliget igen.
