I begyndelsen af sit votum havde han
haanet bogens alvorlige mening —:
„pengespekulation, far!“ havde han sagt, og saa
havde han stukket den gevinst dybt ned i
den ene lomme. Men da han saa længe nok
havde kjælet for den, saa blev den ham ikke
mere nok; fanatismen lod ham ingen ro, han
maatte ha hele grisen — og saa strækker
han ud den anden haand og siger —: „alvorlig
mening... ja, naturligvis har bogen
ogsaa en alvorlig mening... og af hvad
forfatteren her selv har sagt, saa ser man endog
at den er meget alvorlig; men, jo alvorligere,
desto strafbarere! — og saa stikker han
gud hjælpe mig den gevinst dybt ned i den
anden lomme...
Jeg skulde tro, at hvad jeg her har anført, maa være fuldkommen tilstrækkeligt til at vise, at i sager, som paa ringeste maade angaar naturalistisk literatur, der er d’hrr. Hansteen ganske og aldeles inhabile.
Til slutning endnu ét:
Jeg ved, højstærværdige herrer, at der er dem, som anser mig for en særling, og jeg vil derfor, før jeg nedlægger min paastand, for en sikkerheds skyld først ha konstateret, at denne min opfatning af hr. Hansteens votum som et fanatisk votum, den er