ialfald ikke særegen for mig; den gaar ialfald ikke ind under mine særlingemæssigheder. Den opfatning, den deles nemlig ikke blot af mine venner, og ikke blot af det store publikum, men den er ogsaa trængt ind bag denne skranke, ind mellem de højstærvferdige herrer selv:
Den dag, da dommen over mig var faldt her i højesteret ifjor, og jeg ved middagstide gik der op og ned paa Karljohan sammen med en bekjendt af mig, og vi talte om denne sørgelige dom og den skadelige, indflydelse den vilde faa paa norsk literatur — saa mødte vi oppe ved Gløersens hjørne en af dommerne, en af de højstærværdige herrer. Han kjendte den mand, jeg gik ved siden af, han hilste paa ham og stopped op — og sa saa, hen vendt til mig —:
— Naa, hvad synes De saa om højesteretsdommen?
— Aa, sa jeg, efter omstændighederne saa kunde jeg jo ikke vente mere. Det Lambrechts’ votum var jo meget pent og humant; det saa jo næsten ud som om hr. Lambrechts beklaged, at vi havde disse bestemmelser i krl. 8—1 og 3; skjønt det jo rigtignok paa den anden side saa ud, som om han ikke kjendte til existencen engang af grundlovens
