At altsaa jeg, ved at udbrede min bog i
Sverige — altsaa udenfor rigets grænser —
skulde ha forbrudt mig imod den norske
rkiminallovs 8—1 og 3, som omhandler
bøgers udbredelse indenfor rigets grænser —
det er, højstærværdige herrer, heller ikke noe
andet end meningsløs snak; meningsløs snak
højstærværdige herrer, og ingenting andet.
Hvilken paastand altsaa der end maatte ligge til grund for det høje Departements tiltalebeslutning — enten den at optrykningen af bogen her i landet, eller den at udbredelsen af den borti Sverige skulde være strafbar etter norsk lov — i begge tilfælde er og blir denne tiltalebeslutning en meningsløshed. En meningsløshed, højstærværige herrer, og ingenting andet.
Se dette havde jo jeg altsammen sagt mig selv, før jeg skred til at foranstalte dette nye oplag af Bohêmens 2den del — og det var derfor med dyb og uforstilt forbauselse at jeg en god dag finder i en avis denne hr. Sørensens tiltalebeslutning. Det var mig jo aldeles uforstaaeligt, hvorledes en mand i hr. Sørensens stilling kunde ville træ frem for en domstol med en paastand, som vidned om en saa fuldstændig mangel paa den aller simpleste almindeligste bonsens, aldeles ufat-
