teligt. — Nu, jeg var jo ikke i mindste tvil om, hvorledes en saan paastand vilde bli mødt af domstolene; jeg vidste jo nok, at den vilde bli tilbagevist. Men, der var én ting, som ærgred mig, og ærgred mig meget. Og det var, at jeg tænkte mig jo paa forhaand, at naturligvis kommer denne Byretten til at gi sin tilbagevisning i en pen pyntelig form, istedenfor at gi den i en høvisk form, saaledes som denne hr. Sørensen havde fortjent. Men som sagt: hvorledes en saan god paastand i realiteten vilde bli mødt af domstolene, derom var jeg jo ikke i ringeste tvil.
Imidlertid, højstærværdige herrer, der var mig flere overraskelser beredt i denne sag, og en af dem var da den, at en dag som jeg sidder og læser i en avis, saa træffer jeg paa denne Byretsdom, hvoraf jeg altsaa ser, at Byretten aldeles ikke har tilbagevist hr. Sørensens meningsløse paastand; men at Byretten tværtimod har tat denne hr. Sørensens meningsløse paastand tilfølge og altsaa har dømt mig for forbrydelse mod krl. 8—1 og 3.
Nu, jeg gik straks op paa Justitskontoret og bad om at faa læse igiennem en saan god dom. Jeg var jo meget spændt paa at faa vide, hvad det var for en af disse to handlinger, enten optrykningen af bogen her
