ind under krl. 24—9, som siger, at „har nogen af uagtsomhed, uforstand eller uvidenhed i loven afsagt dom, skal han, naar dommen kommer under højererets prøvelse, og den befindes at være aabenbart ulovskikket eller ugrundet, straffes med bøder indtil et hundrede speciedaler“. Skal i det hele taget noen dom kunne siges at gaa ind under denne bestemmelse, skal i det hele taget nogen dom kunne siges at være aabenbart ulovskikket og ugrundet, saa maa det vel være denne Byrettens, og jeg agter i overensstemmelse dermed at nedlægge min paastand. —
De vil forstaa, højstærværdige herrer, at en dom som denne Byrettens den kunde for mig vel ha sit værd som et ganske kuriøst dokument; men, som endelig afgjørelse i min sag kunde jeg jo ikke bruge den. Jeg var jo nødt til at appellere, om det saa bare var for at faa vide, hvad det var for en forbryderisk handling jeg skulde ha begaat. Men da jeg saa havde appelleret sagen, saa var der én ting, som faldt mig ind, og det var det —:
Hvad Justitsdepartementet havde ment, det maatte jo tydeligvis være, at udbredelsen af bogen i Sverige, udført af en norsk borger, er strafbar efter norsk lov. Og i den
