f. ex. liv, frihed, ejendom osv., faktisk er ambulante, faktisk lar sig promenere omkring fra det ene land til det andet, og altsaa ligesaa gjerne kan befinde sig paa den ene som paa den anden side af rigets grænser — saa er det jo klart at straffeloven som skal beskytte disse ambulatante retsgoder, den kan ikke nøje sig med bare at forbyde de angreb som kan ske paa dem indenfor rigets grænser: den er nok temmelig nødt til, hvis den virkelig vil sikre deres integritet, at forbyde et hvilket somhelst angreb paa dem, og altsaa ogsaa de angreb, som kan ske udenfor rigets grænser.
For altsaa at kunne fyldestgjøre sin opgave, som er den: at sikre de af staten anerkjendte retsgoders integritet, saa er enhver straffelov nødt til at la sine straffebud gjælde, ikke blot indenfor, men ogsaa udenfor rigets grænser — notabene: forsaavidt disse straffebud har til opgave at beskytte ambulante retsgoder.
Men højstærværdige herrer! ikke ethvert retsgode er ambulant. Der gives jo ogsaa retsgoder, i hvis natur det ligger, at de er bundne til det lands geografiske omraade, hvor de hører hjemme; retsgoder, som ifølge sin egen natur er stationære i sit hjemland,
