beskytte stationære retsgoder, ifølge sagens natur kun kan gjælde indenfor rigets grænser.
Nu, af slige stationære retsgoder har vi en hel mængde, og jeg behøver jo bare at ta for mig et enkelt et af dem og analysere det for derved at finde ud, hvad det egentlig er, som er det karakteristiske for et saant stationært retsgode; hvad det egentlig er som gjør, at et saant retsgode maa være stationært, og ikke kan være ambulant. Jeg kan til den analyse benytte et hvilket somhelst saant stationært retsgode og jeg kan altsaa ta et ganske i flæng. F. ex. —:
Norge har jo en mængde skov. Jeg sætter, at de norske lovgivere sa som saa: en rationel skovdrift vil være et overordentlig stort gode; vi anser det for at være saa stort, at vi vil ophøje det til et retsgode; vi befaler altsaa ved lov enhver skovejer at drive sin skov efter de og de rationelle regler — og den som ikke det gjør, han straffes med det og det. Med andre ord: jeg sætter, at de norske lovgivere vedtog en forstlov med tilhørende straffebestemmelser. Om nu en norsk borger ejed en skov borti Sverige og han drev denne sin skov derborte i Sverige paa en maade som aldeles ikke stod i overensstemmelse med den norske forstlov — saa vilde jo derfor ikke
