Skulde d’hrr. af den johonsverdrupske regjering virkelig nu, ved siden af sin øvrige Svenske-venlighed, ogsaa være blet befængt med ømme følelser overfor Svenskernes sædelighed og blufærdighed?Eller er De blet sinte naa, sinte fordi vi, som vil en literatur her i landet, har fortalt Dem, hvor foragtelig De er?
Indbilder De Dem kanske, at De blir mindre foragtelige, naar De til fræk voldsdaad føjer ogsaa personlige chikanerier?
Aaa nej! aktionsmyndigheden benyttet til voldshandlinger mod literaturen, det var foragteligt; men at benytte den til personlig at chikanere literaturens forsvarere, det er ikke bare foragteligt — det er at handle som uslinger.
Forresten er denne tiltale ikke bare chikaniøs; den er ogsaa dum. Saa dum, at man ikke skulde ha tiltrod selv Sørenssen den. For det skjønner jo hver mand i landet, fra den største til den mindste: ved norsk lov at ville forbyde udbredelse af bøger i Skerige — det er jo bare nonsens og ingenting andet“.
Som sagt: hele denne „Impressionist“ Nr. 4 er fra ende til anden gjennemstrømmet af foragt for hr. Sørenssen og de øvrige Seminaristministre. Jeg skal ikke citere noe større, bare pege paa et par steder til —: I slutningen af et brev fra Georg Brandes til Chr. Krohg, som findes indtat der, heder det f. ex. —:
„Beslaglæggelsen er et symptom paa, hvor vi holde,
eller rettere: i hvilken sump, vi ere sunkne. Vi regjeres
