adskillig paa tale ogsaa i juridiske kredse her i byen, og man havde ogsaa der rystet paa hodet af den og sagt: den gaar vist ikke. Og hvorom alting er —: da tiltaleordren saa kort efter kom fra Stiftet, saa havde den faat et lidet tillæg —: jeg skulde nu ogsaa sættes under tiltale „for i sin tid at have til bageholdt fra beslaglæggelsen endel exemplarer af Kristiania-Bohêmen“. —
Nu kom den altsaa den tiltale som jeg saa stærkt havde provoceret for over 16 maaneder siden. Nu kom den. Jeg skal fortælle Dem, højstærværdige herrer, hvorfor den ikke var kommen før —:
Det var med fuldt overlæg, at jeg i sin tid havde lat tilføre i øvrighedens protokol, at jeg bestemt nægtet at adlyde det lovbud, som indeholdes i forordning af 27de Septbr. 1799 § 21. Mod et saadant lovbud fandt jeg det nemlig at være min pligt som norsk borger at protestere. Hensigten med denne § er ingen anden end den, om muligt, at hindre en bog, som skal sættes under anklage, fra at naa publikum i et eneste exemplar. Naaes denne hensigt, saa vil det sige, først, at vi har censur, dernæst, at man narrer os til at sætte os i den betydelige udgift, som udgivelsen af en bog fører med sig, og ende-
