det under proceduren, saa havde referenten ingenting at svare: sagen blev umiddelbart efter forsvarerens tilsvar optat til doms, og jeg antog altsaa, at den hellige grav var vel for varet.
Men, byretten fandt paa raad. Præskriberet? — Nej da, sier byretten, der er jo her tale om en undladelsesforseelse; de tiltalte har helt siden beslaglæggelsen kontinuerlig gjort sig skyldig i forseelsen, de har stadig været in culpa, og vi har altsaa ikke noen terminus a quo.
Na, tænkte jeg ved mig selv da jeg fik se det —: det er en dejlig forklaring. Altsaa: Om de 300 førstedele fremdeles var blet liggende deroppe paa det loft — hvad der meget let kunde ha hændt; for det var jo rent tilfældigt, at jeg fandt paa at sende dem til Sverige — om de var blet liggende deroppe f. ex. 7 aar, og der saa var kommet en velsindet mand derop og havde fundet dem og havde anmeldt det; og jeg da havde staat paa en lige saa god fod med Justitsministeren som nu — saa skulde altsaa samme Justitsminister ogsaa da, efter 7 aars forløb, kunne faat mig idømt 1600 kroners bøder — ja for man vilde fremdeles ikke havt nogen terminus a quo for præskriptionen; jeg vilde
