i alle disse 7 aar vedvarende have gjort mig skyldig i en undladelsesforseelse ved ikke at aflevere bøgerne! Anej, højstærværdige herrer, sagen er, at tilbageholdelsen udgjør en afsluttet handling for sig; men der er én maade, hvorpaa forbrydelsen kan fortsættes, og det er ved efter at ha tilbageholdt bøgerne senere at udbrede dem blandt publikum, eller „falholde“ dem, som det heder. Man faar for det ikke 1600 kroner bøder til, men præskriptionen begynder ikke at løbe, før efter at falholdelsen er ophørt. Var tilbageholdelsen af bøger fra beslaglæggelse at opfatte som en vedvarende undladelsesforseelse, saa vilde jo præskriptionsbestemmelsen indeholde en opmuntring til ny forbrydelse. Den vilde da sige til forbryderen: har du først formelt forbrudt dig imod denne forordnings § ved at tilbageholde bøger, saa skynd dig endelig med ogsaa reelt at forbryde dig imod den; kast bøgerne ud iblandt publikum det forteste du kan, for ellers kommer du ikke til at nyde godt af præskriptionsbestemmelsen, men er git i Justitsministerens vold i al din dag.
De ser, højstærværdige herrer, at byrettens paafund er noe vaas.
Men, siger Byretten; vi har et højeste retspræjudikat at paaberaabe os. — Véd De
