ifjor paavist, at en opfatning af kri. 8—1 og 3, hvorefter jeg kunde dømmes, umulig lod sig forene med grundlovens klare bud i dens § 100. Paa det tydeligste havde han bevist det, og dermed altsaa godtgjort, at hvis De dømte, saa begik De et grundlovsbrud.
De dømte alligevel, idet De sa —: Defensor har gjort regning uden kriminalloven. Ikke med et eneste ord forsøgte De engang at vise at den opfatning af krl. 8—1 og 3, hvorefter De dømte, virkelig lod sig forene med grl. § 100; ikke med et eneste ord. Deres svar paa defensors argumentation var taushed. Denne taushed maa jo for mig staa som en indrømmelse. Jeg maa jo tro, at De, højstærværdige herrer, i det tilfælde fandt Dem berettiget til at sætte lov over grundlov. Men naar gamle dommere gir sig til at prakticere en saa juridisk umulig sats som den at lov staar over grundlov, da viser jo det intet andet end at følelserne er løbet i den grad af med disse dommere, at overfor dem er ethvert forsvar paa forhaand en umulighed. Nu, jeg har jo ingen grund til at tro, at De, højstærværdige herrer, iaar skulde nære mere venlige følelser overfor mig og det jeg repræsenterer, end De gjorde ifjor — jeg har altsaa ingen grund til at tro, at følelserne mindre
