Højstærværdige herrer! — en mand som
vil spekulere med sin pen, og som ikke
tilfældigvis samtidig er vanvittig, han spekulerer
ialfald ikke paa den maade. —
Altsaa: bogen selv, slig som den var skrevet, indeholdt allerede i og for sig et fuldkommen tilstrækkeligt bevis for, at der her ikke kunde foreligge nogen penge-spekulation.
Men — ikke nok med det. Nej; da det en maaneds tid havde været tyst og stille omkring beslaglæggelsen og aktionen — hvad sker? — En forsamling paa 400 voksne dannede mennesker, ældre og yngre academici, diskuterer et par timers tid det spørgsmaal: Skal vi „udtale vor misbilligelse“ — eller skal vi „erklære vor afsky“ overfor en presseforfølgelse som den regjeringen her har sat i gang? Og efter et par timers diskussion, saa rejser sig en overvældende majoritet af denne forsamling og — erklærer sin afsky! Erklærer sin afsky, højstærværdige herrer!
Sligt sker ikke, hvor der foreligger noe som minder om, som ligner, en penge-spekulation. —
Og saa kom de da desforuden, ovenikjøbet, til overflod, disse erklæringer fra Jonas Lie, fra Arne Garborg, fra Alexander Kjelland, fra August Strindberg — disse erklæ-
