at kjende til, og Posten er vel allerede kommen her til Bygdens Postaabneri.
„Kan saamen gjerne være,“ meente Pastoren.
„Maa jeg spørge om hvad Dage den hentes?“ spurgte jeg med Hjertet i Halsen.
„Aa, det er saa uvist,“ svarede den utaalelige Indifferentist. „Vejen er ikke saa kort, saa vi søge at faae Bud paa letteste Maade. Vi have saa meget Brug for Folkene.“
„Er det da saa langt did, Hr. Pastor?“ sonderede jeg.
„En stiv halv Miil.“
„Min Gud det var ubekvemt. Den Indretning bør forandres. Paa offentlig Bekostning bør Posten punktligen afgives ved alle Embedsmænds Døre.“
„Aa,“ bemærkede Pastoren, „Embedskorrespondencen er ikke af en saa presserende Natur. Den kommer altid tidsnok.“
Jeg fortvivlede. Værten var ikke til at bevæge. Lige forgjæves ymtede jeg om, at sidste Aviser upaatvivlelig maatte indeholde yderst interessante Theaterkritiker. Jeg leed Kvaler paa min Stol som et Insekt paa Naalen. Men skjøndt det var Snak med at Aviser kunde være komne, saa maatte dog Brevet ligge paa Postaabneriet; men at det vilde blive hentet i Dagens Løb var der ingen Udsigter til, efter hvad jeg havde hørt, og længer end høist til næste Dags Morgen kunde jeg ikke give mig til at blive i det mig temmelig fremmede Huus.
Der maatte overordentlige og hurtigen iværksatte Kunster til forat faae Brevet fat. Men hvilke? Det var derpaa jeg spekulerede under den meest paafaldende Adspredthed og Forstemthed. Man spillede paa
