og Rødmen over min Frækhed, da jeg ligesaa godt som Præsten maatte vide, at ingen opgaaende Post kunde være kommen.
Præsten havde ladet Ole faae Hest og Slæde og saaledes var han tilbage før jeg ventede det.
“Ole er alt kommen,” hviskede Præsten.
„Allerede?“ raabte jeg rask og ilede ud i Sideværelset uden at turde trække Døren til, saa Tølperens Ord „Der var nok Intet til Dem, som hører Eidsvoll til, men her er et stort Brev fra Eidsvoll til Jomfrua, som er her i Besøg hos en Fa’r.“
Her er det man kan bruge Udtrykket om at synke i Jorden. Men hvad var der at gjøre? Ordene vare hørte, Brevet i mine Hænder, dets Adresse i næste Værelse. Jeg ønskede jeg havde knækket Nakken da jeg væltede imorges; men jeg maatte derind; selv overrække i Fremmedes Nærværelse mit Frierbrev! Situationen var gyselig. Men handles maatte der.
Jeg vaklede ind i det klart oplyste Værelse. „Jomfru C.“ stammer jeg; istedetfor Noget til mig, har Budet bragt et Brev til Dem.“
„Til mig?“ „Ja! her seer De! Vær saa god!“ Brevet er i hendes Hænder; men ved at bryde det paastedet og ved den Forvirring hun røbede ved at læse de første Ord, viser hun Alle hvilket latterligt Omfang og hvad Natur det var af.
Dette gik ikke an. Endnu en Grad i Torturen. Halvhøit beder jeg hende i min Kval om at læse Brevet i Eenrum i næste Værelse. Hun gik ind; jeg blev tilbage paa Forundringsstolen. Eet Fruentimmer af de Tilstedeværende havde bestemt oprigtig ondt af mig under den almindelige Taushed, som nu indtraadte, kun afbrudt
