Megen hån og spot var der også nuomstunder over dem, som
ei forstod at hugge med saks; der opstod derfor megen våbenleg
ved veitslerne, og det blev altid anset for en adelsbåren bonde
uhederligt ei at kunne brage saks. Anders skald siger:
»Men hvad egoistisk kan der vel være
i osten så frygtelig stygt at skjære?
Jo skorpen slipper man derved at spise.
Måske og med i spillet er en smule malice«.
Kap. 8.[1] Nu er at berette, at Kristen fagerskjæg drager i østerviking. Det tyktes folk en stor ulykke i, at deres høvding forlod dem. Men nu kom Amma Heidreksdatter til landet; hun var driftig og vennesæl mod alle. Med hende begyndte så gode år, som der aldrig før havde været, med hensyn til høsten og alt andet, og derfor var det mands ord, at hun var åsynje, Begyndte nu sangtiden. Høvdingerne var samlet på Solvolden; de lo og rødte; nogle dråk tvimending, andre sang. Da er det sagt, at der blev lyst i hallen med ét, nogle fagre lurtoner lød og derpå harper og giger. Da troede mændene, at gliderne var kommet til landet, og nu begyndte isandhed sangtiden. Men de Største sangere var Realf Ottarson, Hall i Haukadal og Vollert Eriksson.
- ↑ Kap. 8. Det tyktes folk etc. I Fagerskinna: Om ophav etc. heder det: „Det var derfor med dyb beklagelse, vi modtog efterretningen om, at han nu skulde forlade os, og vi tør sige, at han længe vil blive savnet blandt os“. — Nogle fagre lurtoner etc. Landnåmabok kap. 35: „En strøm af henrivende toner, brusede frem, ja en strøm af en sådan kraft og fylde, at det ikke engang står i „Strømmens“ magt at beskrive den“. — Mærkeligt er det, at Amma Heidreksdatters indførelse af mjøden ikke er omtalt på dette sted. Gjennem sagaerne skimtes den store indflydelse, hun må have øvet på det huslige livs udvikling. I flere sagaer fortælles f. ex., hvorledes Jon lagmand, Koch danske, Sigurd islænding og Berta, Kristens søster, som siden reiste til Fastlandet og blev meget savnet, — sad på staburet og drak seid i de „lyse sommerkvelde: thi da kunde de forstå fuglens tale i skoven, og da kunde de mane frem alfer udaf månens skin og nattens skygger. Og hver af dem skar et kors på sin høire arm og svor, at efter 10 vintre skulde de mødes på Jonsgård ved Glommen, selv om de var i de vælske lande eller Gardarike, i Myklegard. Men Amma bryggede seiden“. — De kronologiske forhold i Hkr. er meget uklare. Således er det her skildret
hele tiden, frembringer uendelige diskussjoner, drab og eftermål. Ikke mindre betydning har våbenøvelserne ved veitslerne, ligesom også denne usikkerhed i Privetbygden skal have varet længe. Efter alle sagaer synes det at have været et mørkt uhyggeligt sted — saks er et kort sverd — versene er, som sproget tydelig viser, senere tildigtede.
