imod sig et følge af kvindfolk, fagert pyntede. Men foran gik Hildegund Storjonsdatter. Hun var strålende pyntet, havde kappe, bremmet med sobel, og himmelblå skarlagens kjortel med sølvbelte, håret var tvundet ind under beltet. Men han havde den kappe, som han fik af kong Fridrek og den guldring, som han fik af Håkon jarl. De kommer i tale. Hun spurgte ham om hans reiser og meget andet. De talte længe høit sammen. Endelig blev det til det, at han spurgte hende, om hun var ugift. »Ja ugift er jeg, men lidt vanskelig er jeg på det«, siger hun. » Hvorledes synes du om mig«. — Hun tiede en stund og ser ned på sin ståk. Men det tyktes hende ingenlunde ringt gifte, og hun bad ham tale med hendes far. Giftermålet kom da istand, og festemålet stod ud på våren med megen pragt; hun og hendes frænder var tilstede og mange andre høvdinger. Det vårede i en halv måned.
Kap. 25.[1] Sortedøden kommer nu til landet. Den går over mange mægtige bygder, både i Annexbygden, på Urebø og mange andre steder. Der var meget få folk ved veitslerne og ikke såmegen gammen som før. I denne tid var tildragelsen med Jeremias neshorn og troldet. Jeremias kommer tidlig om morgenen fra stølen til sin skåle. Da ser han i sin seng et skrækkeligt trold med gloende øine som en drage, han blev uhyre ræd og flygtede. Da han kom igjen, var troldet borte. »Enten — eller« sagde han og lagde sig tilsengs, bredte felden over sit hoved og lå sådan i 3 dage. Da stod han op og satte sig ned ved bordet. Mens han sad der, kom Haugmand viking ind. »Hvi sidder du sådan, Jeremias«, siger han, »eller mon du har seet noget stygt varsel». »Enten eller«, siger Jeremias, ser ned på gulvet og spytter. »Ingenlunde forstår jeg, hvorledes du sidder så rolig, hvis du har noget at hevne«, siger Haugmand; mens han siger dette, tar han sverdet kulskuf fra væggen, skjuler det bag sig og rider sin vei hjem igjen. — Då skriger Jeremias: »Enten er dette et jertegn, eller også er det mine usle fiender«. Straks sadler han sin hest og rider afsted. 12 mænd vog han
alene den dag.
- ↑ Kap. 25. De her omtalte begivenheder må henføres til ca. 888 og ved det tidspunkt slutter altså bogens fortælling.
