Kristen fagerskjægs dråpa (kap. 13) lyder efter Bandamanna saga så:
Vort liv er en sang, som fra vekslende hjem
alt fuldere bryder af hjerterne frem;
den klinger fra tro og fra kjærligheds norm,
i fredede kreds får den skjønheds form.
I barnlige leg under latter og gråd
blev tonen os givet, og tanken fik tråd;
hvad hjemme vi så, det kom med i vor sang,
vi nynned det sammen på moders fang.
Nu vindes der klarhed i forskningens dag,
og tonernes vinge får sterkere slag;
vi øver så trygt den til flugt imod sky;
thi her har vi fundet et hjem påny.
Og så vil vi synge frit ud over land
for folket, som stræver i dal og ved strand;
vi ved, det skal vinde, til hjerterne frem,
når først vi får bygget vort eget hjem.
Hertil knyttede domsmændene (Bernt, Godleif og Hans fra Kjær) følgende bemærkninger: »Her råder en tankerigdom og formskjønhed, som søger sin lige, idet mange vægtige, uforgjængelige tanker her har fundet sit værdige udtryk. Her tales tydeligvis om Sollandet, navnlig når det i 3dje vers heder: »thi her har vi fundet et hjem påny«; men i forbindelse hermed må vi beklage den orakelmæssige dunkelhed, der hviler over det hele, såat »uindviede« vanskelig vil fatte, hvad her egentlig tales om; digtet er nemlig i visse måder altfor almindelig anlagt. Den sidste linje: »når først vi får bygget vort eget hjem«, kan misforståes; dog menes her åbenbart ikke de hjem, som vi ɔ: en enhver iser blandt os, engang i tiden kan komme til at grunde, men Sollandet selv, som enhver af dets beboere må være med at bygge på, idet han gjør sit til, at den rette ånd kan trives der. Vistnok taler digteren i høie toner, men der er tillige så
