land, Ringdal søndmørske, Gjesdal klerk, Jervel skald og Vermund fra Giskelund, Nidrø den hugmørke, Offenberg den vælske, Lars Brynhjulfsson fra Brakastad og Nordrum den finske og mange andre mænd. Talte nu Kristen fagerskjæg høit og tydelig disse ord: »Sollandske mænd! Ville nu I, som jeg, så slutter vi os sammen til ét sambånd og giver os gode love, og steller os et lagthing, som skal være over os alle. Jeg mener, at en sådan tilskibning vilde være den gavnligste for os allesammen og ingenlunde uheldig.«
Men det var alle mænds tale både da og siden eiter, at visere ord aldrig var talte. Der blev megen larm og bifald, og straks hyldede bønderne Kristen til sin lovsigemand, som skulde råde dem og sige lov for dem, og som de kunde tro sig til. Efter gamle troværdige mænds beretning, var dette 30 år før den store holmgang, da Godleif scholasticus alene med sit gode våben »Personlig« vog 6 mænd.
geistrede af hans store idé, men vi har nu også beviser for, at visse partier vistnok har stillet sig endel kritiske eller ialfald neutrale ligeoverfor sagen. Således findes i et brudstykke i membranet »Strømmen« følgende ytring: «Kunde ikke hver glæde sig og være oprømt på sit værelse, så meget han vilde? Dette spørgsmål kan ingenlunde afvises; thi det er, hverken at betragte som nogen fysisk eller ethisk umulighed. Det kommer an på ens psychologiske konstitution. — Idet den almindelige idé specialiseredes til den særegne etc.« Senere søger forf. at give idéen et forsvar. »Dog et bevis: Når en herre og en dame går arm i arm på en vei, og den ene vil bevæge sig til den ene side, den anden til den anden, vil da ikke begge falde i grøften enten på den ene eller den anden side, eftersom den ene eller den anden er sterkest? Er de derimod lige sterke, vil de auream mediam tenere«. Udtryksmåden i dette sagabrudstykke, de mange lærde ord og visse andre kjendsgjerninger har bragt mig til den overbevisning, at det er forfattet af den i sagaen omtalte, meget lærde Godal Thorson, som senere blev biskop til Vestreaker. Personlig: dette ord vanskeligt. Jeg skal ikke udtale mig med sikkerhed om det; jeg var før af den mening, at det var samme ord som forsonlig, p måtte da forklares som en læsefeil for f, hvilket jo godt kan tænkes, da skrifttrækkene ikke er ulige (p f), vokalen er vanskeligere, man måtte antage, at det ubetonede o blev svækket til e. Unger gjør mig imidlertid opmærksom på, at han har læst ordet i et skotsk manuskript. Desuden synes ordet »forsonlig« noget besynderligt om et våben, det måtte da være en drastisk ironi, hvilket man jo har exempel på i de gamles navne. — Jeg tror nu det er et lånord, men betydningen tvivlsom; tyske sprogforskere sætter det i forbindelse med sunna, sol og Sollandet. Dette lidet rimeligt.
