immergrønne Gran lokker Jægeren. Det dugger stærkt om Natten og i Duggen kjendes Sporet godt, derfor trækker Jægeren sin grønne Trøie paa, tager sin Jagttaske paa Ryggen og sin Hagelrifle fra Væggen. „Min Falkøie, min Coquette! Kobbel her! Nu skulle vi op paa Aasen„. — Hundene hyle af Glæde og springe op ad ham. „O, I Stakler, I forstaae Meningen. Ja stille nu, I skulle tidsnok blive slupne.“
Jægeren vandrer nu rolig med sine Hunde til den fjerne Skov. Det begynder at skumre, og han har endnu halvanden Miil til Fjeldsæteren. Der vil han hvile et Par Timer til Morgenen kommer. De sidste tre Fjerdinger gaae gjennem den vilde, uveisomme Mark; men han er ikke forknyt; hans Legeme kjender ikke til Træthed. Veien over Krogskoven er bakket og mørk, og kuns hist og her kan man ved Dagens Lys skimte frem til de fjerne Sætre; men nu er Alt Skov, og den er om Qvellen saa underlig og stille; hviskende Toner, som om Dagen ikke høres, svæve mellem Træerne; Fossen synger fjernt sin Melodi, og Fjeldene ere saa mørkeblaae og dunkle. Solen er forlængst bag Aasen, og Stjernerne blinke frem paa den mørke Himmel; Maanen viser sig ikke før henimod Morgenen. En Anden vilde kalde det en Umulighed at sinde ud af denne Vei, men Jægeren kjender hver Gran, hver Fuglesti i sin Skov. Han har tændt sin Pibe, og hans Tanker ere drømmende og ubestemte, som Røgen, der farer ud af den. Han er under Langbro-
