om Huldren, som engang boede ikke langt herfra“. „Ja“, siger Ragnhild, „det skal jeg nok. Hvil Dig nu paa Krakken, imedens jeg gjør Ild paa Peisen“. „Sæt Dig da ved Siden af mig“, siger Jægeren, „forat jeg bedre kan høre Dig“. — Ilden flammer i Krogen, og Ragnhild fortæller sit Eventyr, og her er det:
Ikke langt fra Fjeldsæteren ligger Gyri- eller Gurikollen. Der boede for længesiden en grim Huldre, efter hvem Kollen har sit Navn. Det var engang en regnfuld, stormende Nat. Huldren var gaaet ud af Fjeldet; men hendes Magt rakte, over Jorden, ikke længere end ned over Gyrisæteren, som ligger strax under Kollen. Hun var kommen udenfor sine Enemærker, og kunde ikke finde hjem igjen, og det nærmede sig stærkt mod Morgenen. Medens hun gik og ledte efter Veien, traf hun en Jæger, der skulde gaae til Sæteren. Hun bad ham vise sig Veien til Kollen, men han vilde ikke tjene det arge Trold, som han her ikke behøvede at frygte. Da sagde hun til ham: „Vil Du følge mig til Kollen, skal jeg give Dig Styrke og Fyrighed, og alle Sæterpigerne skulle kun see paa Dig, og det skal gaae i Arv til alle Jægere.“ Nu fulgte han hende til Kollen; her drak han af en sælsom Flaske. Han følte sig saa stærk og mandig derved, og ilede tilbage til Sæteren, thi her havde han sin Hjertenskjær. — Men Natten før havde det været klart og maaneblankt Veir, medens Pigen i Gyrisæteren laae og drømte i sin Skindfeld. Da syntes hun, at Sæterhyttens Dør aabnede sig, og at der
