Jeg vil her fortælle, hvad der engang hendte mig paa en Jagttour. Det var en Middag, som den, jeg har forsøgt at beskrive og det Landskab, hvori jeg færdedes, havde meget tilfælleds med det ovenfor beskrevne. En gammel Bondejæger fulgte mig; han var opfostret i en Skovbygd og var luvslidt, graahaaret og overtroisk. Han havde pratet for mig om allehaande underlige Ting; men da vi kom i Nærheden af en skovomkrandset Myr, blev han taus og standsede sin Gang. Han saae med næsten ængstelige Blikke omkring sig, og, da jeg spurgte ham hvad der feilede ham, svarede han, at „her var ikke rigtigt.“ Han fortalte mig, at han Aaret før ved disse Tider havde lokket en og samme Aarhøne til sig tre Gange, skudt efter den paa tyve, femten og ti Skridt. Da han ikke havde faaet den, men blot efter sidste Skud seet „en Draabe Blod og to Orepinder i Kors“, havde han antaget den for en af de Underjordiske, og var gaaet hjem, glad ved at slippe derfra uden Skade. — Hans lange Historie kjedede mig, og uvilkaarlig lokkede jeg paa min gamle Hund, der strøg mig forbi paa en tredive Skridt; men idet Hunden vendte sig, jog den neppe ti Skridt fra mig et Aarhønsføstre op. Ungerne adspredtes, men saagodtsom lige ved mine Fødder hopper Hønen kaglende op paa en Stubbe. Geværet laae til mit Øie, — men Fuglens ene Vinge hang knækket ved dens Side, og Flugt var den nægttet. Tre Gange løftede jeg paa Bøssen, men den saarede Fugl saae paa mig med saa bedende, ømme Blikke, at jeg maatte tænke
