de ham ogsaa for Hvervingen og Hans Kampen; han har mange Navne den Karlen; men hid kommer han kveltræt og gaaer herfra morgentung.“
„Hvad mener Du med det?“ spurgte jeg, idet jeg forundrede mig over, at Hans Kampen, som jeg kjendte meget nøie, og som netop var En af dem, der var allerværst til at ødelægge Vildtet med Stokke og Snarer, — gik fra Krogskoven og hid for at fange Fugl.
„Hvad jeg mener? jeg mener han gaaer og frier her, veed jeg. Han gaaer brave Folk i Veien baade paa den ene og paa den anden Maade, han. Fuglen taer han bort, saa der mest ikke er en Fjær at see i Skoven og han gjør megen anden Ugreie ogsaa.“
Under den sidste Replik havde Tømmerhuggeren sat sig paa en nedfældet Gran. Det var let at forstaae at den mig velbekjendte Hans gik ham i Veien i Kjærlighedsanliggender.
„Alle Fugle har han dog ikke taget endnu, her seer du en, jeg skjød strax her henne,“ sagde jeg idet jeg tog Tiuren ud af min Taske, „og nu netop gik der en Røi i en af hans Stokke næsten paa samme Sted. — Men hvem er det Hans Kampen gaaer paa Frieri til?“
„Aa det er til en Jente, som hedder Mari. Store Rigdommen skal der nok ikke blive at faae for ham, om han faaer Jenten. Selv maa hun tjene, og Moer hendes eier ikke Straaet hverken til sig selv eller til de andre Ungerne.
