og Væde glindsende Fjeldside, den anden Ende af Stokken gik ud gjennem Taget eller Skraavæggen, hvad man nu vil kalde den; thi efter hvad ovenfor er anført, bestod dette Rum kun af Taget, en Væg og et Gulv. Paa denne Stok var alskens Klæder, der frembragte den dampende og osende Atmosfære, hængte. I Hjørnet, ikke langt fra Ilden var der opstablet en stor Bunke med tørret Mose og Granbar, som mod Væde beskyttedes ved store Næverflader.
To, halvanden Alen lange Krakke, et Par Kubber, samt nogle Trækjørler, Næverskrukker og Øxer, der vare stablede sammen, udgjorde det hele Huusgeraad. Under dette Tag vare nu samlede i det Hele 7 Mennesker. Foruden os var der nemlig „Kjærringen,“ som Tømmerhuggeren kaldte hende, den omtalte Mari, samt Lars og Aase, som jeg før havde talt med ved Elven.
„Gud bedre os, hvordan skal vi huse Jer i Nat,“ sagde Konen til mig, da jeg havde sat Bøssen og Jagttasken fra mig, og var i Færd med at skille mig ved nogle af mine vaade Klæder.
„Aa, den Karlen er vant ved at lide Ondt,“ svarede Hans Kampen for mig; han har nok været ude for sligt før. „Men,“ vedblev han, „du har nok flere Kjendinger her, jeg faaer vel faae frem Bikjerne til dig.“ Enhver, der har været i lignende Tilfælde, vil kunne sætte sig ind i den Glæde, der overkom mig, da Hans bag den store Mosebunke trak mine Hunde frem, som gabede og strakte sig, og logrede med
