forlod Bryggen og gik op mod Hans’s Hytte, fulgte jeg ham lige i Hælene. Da jeg kom ind i Stuen, saae jeg Marie, der var bleg og urolig; hendes Øine viste at hun havde grædt. Jeg var saa nær ved Carl, at jeg hørte hans Ord: „Rolig, du Kjære, om tre Timer er jeg her igjen!“ Der kom nu et vemodigt, hengivende Udtryk i hendes blide Træk. Det var da klart, hvad jeg aldrig før havde bemærket, at der var en Forstaaelse mellem disse To. Men af hvad Slags? Carl var vild og uregjerlig, men han var brav i Grunden og theologisk Candidat; dette trøstede mig.
„Gjør dig færdig,“ sagde Carl til mig, „lad os komme afsted.“ „Efter denne Nat,“ spurgte jeg forundret, „vil du paa Jagt?“ „Ja,“ svarede han kort, „seer du ikke, at Himlen allerede er blank i Vest; Veiret bliver godt.“ — Det var dog ikke for Jagten, han vilde ud; thi han indsaae ligesaa godt som jeg, at den var unyttig efter en saadan Nat. Det var noget Andet, han vilde, hvori jeg ikke skulde være deelagtig. Han havde sagt: om tre Timer er jeg her igjen! „Vel, jeg skal erindre det,“ tænkte jeg, tog min Bøsse og gik efter ham. Carl havde Ret; Veiret begyndte at blive smukt. Fra Vesten aabnede sig den blaae Himmel, og paa Bærum- og Askeraaserne laae Solens Morgenglands; men vi vankede endnu om i et graat, uveisomt, gjennemblødet Landskab, hvor Mose og Blaabærlyng, Gran-, Fyrre- og Birketræer, kort Alt viste Spoer af Uveiret. — Det var ikke ualmindeligt, at Carl og jeg paa vore Jagtture adskilte os
