Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/65

59

mødte dem, henad Kirkeveien. Jeg ilede fra hende, og nye Tanker gjennemfore mig. Kirken ligger omtrent en Miil fra Hans’s Plads, men jeg løb mere end jeg gik denne Vei, saaat jeg inden halvanden Time var i Nærheden af Kirken. Tjenesten var endnu ei begyndt; i nogen Afstand saae jeg de første Kirkefolk. Jeg indhentede Klokkerens halvvoxne Søn, der skulde ringe sammen, og med en dunkel Anelse spurgte jeg ham om Præsten var i Kirken. „Ja,“ svarede han, „min Fader sagde, da han gik hjemmefra, at han skulde være med ved en Brudevielse.“ Paa Kirkegaarden lagde jeg mit Gevær under en Busk, koblede mine Hunde og gik ind i Kirken. Der stod Carl og Marie for Alteret. Det var et uhyggeligt Optrin. Hastværksgiftermaalet var kjendeligt i Alt, i Parrets Dragt, i Kirkens Tomhed og i Præstens skjødesløse Foredrag. Jeg havde seet nok, gik ud af Kirken og var just i Færd med at eftersee mit Gevær da de Viede nærmede sig. Carls Blik traf mig fast og gjennemtrængende. „Hvad har du gjort, Carl?“ spurgte jeg. „Min Pligt,“ svarede han rolig; „men hvorledes kommer du hid?“ „Det var min Omhu og Hengivenhed for dig Carl,“ sagde jeg, „der drev mig.“ „Vel muligt, men denne Omhu gjør mig nu Fortræd — dog“ — sagde han igjen, „jeg bad dig være med, fordi du er mere trofast end de Andre. Lad blot intet Ord komme til vore Bekjendte om denne Handling. Naar jeg engang som Præst sidder paa en øde Strand i Nordlandene, kunne mine saakaldte Venner faae Tid nok til