Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/71

65

mig igjen, derfor gjemte jeg dybt i mit Hjerte Erindringen om al den Qval og Lyksalighed hun havde tildeelt mig. Det forøgede neppe min Smerte, da jeg saae hendes Forlovede komme herop, thi det var en Mand, der var hende værdig; men der var noget Andet, der saarede mig dybt, og som jeg aldrig kan glemme. Præstegaarden laae paa den anden Side af Elven, som var Grændsen mellem hiin og min Onkels Eiendomme. En Dag vare vi Alle indbudne til at komme derover; jeg modtog ikke Tilbudet; men da jeg var alene, tog jeg min Bøsse og slentrede om i Markerne. Da det lakkede mod Aftenen, drev min Stemnings Veemod mig ned til Elven. Jeg elskede Partierne om denne Elv fremfor alle de andre Skjønheder paa min Onkels Eiendomme, thi det var ved denne Bred, jeg havde levet mine bedste Timer. Jeg sad under en af de smukke Høie, som omgive Elven. Det var en stille, overskyet Høstaften, og over Aasen laae den hvide Taage i forunderlige Skikkelser. Jeg mindes denne Aften, som den igaar. Luften var trykkende og disig; Maanen var oppe, men dens Straaler kunde ikke trænge gjennem Skyerne, og den kastede blot et hvidligt, usikkert Skjær over Høiene og Sletterne; den eneste Lyd, der naaede mine Øren, kom fra Vandfaldet længere nede. En stille, usigelig Tungsindighed laae over Træpartierne og Elven. Da jeg havde dvælet der en halv Times Tid, hørte jeg nærved Tonerne af en Sang. Jeg kjendte disse Stemmer, det var Henriette og hendes Forlovede, der