Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/74

68

over Frognerkilens skjønne Kyster, og Alt omkring os var nu saa roligt og stille, at jeg troede at høre Carls Hjerteslag. En Baad laae med hvide Seil inde i Bugten ved en Brygge, der gik ud fra en af Løkkerne, og underlige lyse og mørke Skikkelser svævede ned i den. Der steg Røg op fra et Hyttetag, og enkelte zittrende Toner af en Gittar naaede nu hen til os. Morilden begyndte at glimre om vor Baad; der laae et magisk, forunderligt lyst Tryllerie omkring os, medens vor Baad endnu berørte Skovskyggen. Sagte Melodier fra hint Selskab, der nu blev roet over, løde hen til os. Der var noget lokkende i disse Toner, der ligesom kom op af det klare natlige Dyb. Jeg talte om et Bads Vederqvægelse i den deilige Bugt, og medens jeg sagde dette, sprang Carl, ganske som han stod, med Et overbord. Jeg forundrede mig ikke herover; thi jeg kunde vente mig noget Saadant af hans exalterede Stemning, og det var en gammel Vane hos ham at svømme i sin Sommerdragt. Derfor havde jeg heller ingen Frygt, men jeg holdt blot Baaden rolig, til jeg saae ham dukke op over den blanke Flade. Han raabte til mig: „Kast dig ud Kammerat, Vandet er deiligt!“ Den anden Baad, der var roet os forbi, vendte da den hørte Carl kaste sig i Søen; man troede, at det var ved Uforsigtighed, han var falden ud. Baaden nærmede sig Carl, der ogsaa, formodentlig af en Fejltagelse, svømmede hen mod den. Jeg saae de hvidklædte Damer bøie sig urolige og forskrækkede hen mod Carl. Da han var i Nærheden af Baa-