Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/83

77

man gik over de sammenstyrtede Granhobe som paa Huusmøninger. Alligevel var jeg paa Jagt i disse forstyrrede Egne, og jeg glemmer ikke min første Udflugt hid efter Stormen i Slutningen af Mai. Jeg var dengang i Følge med en livsglad og dygtig Jæger, fra hvem jeg nu i lang Tid har været adskilt. Aftenens Dunkelhed laae over Fjeldene da vi kom til Maridals Hammeren, og, medens vi gik op ad Stien, der fører til de Pladse, jeg før har nævnet, sank Mørket ned over os, men min Ledsager vidste at Stien var opryddet. Natten var blank og deilig; Himlen lyste kun med sine utallige Stjerner, thi Maanen var ikke oppe. Min Kammerat var mod Sædvane taus; Alt omkring os var tyst og Natten kold. Aaserne dukkede afrundede og sorte op mod Himlen. Vore nærmeste Omgivelser vare fast ukjendelige, og Stien løb mange Steder forvirret, derfor blev vor Gang langsom. Fra Kampenhoug til Gaaslungen er Veien især slem og Fjeldene ludede her mørke over vore Hoveder. Nu og da faldt der Stjerneskud, og dette var ogsaa i lang Tid den eneste Afbrydelse af den Ensformighed, der omgav os. Men høiere oppe i Kleven skreg Bjerguglen og ligesom for at overdøve den begyndte min Ledsager en Sang med sin klare Stemme. Det klang fra alle Aaser; thi han havde just det stærke Mæle, der kunde fremkalde Fjeldenes forborgne Røster. Det susede mellem Træerne og mørke Huldrer og Alfer, alle Nattens Aander foer os forbi med nikkende Hoveder. Der var dog Ro i