dannet; og vilde nogen betvivle denne Etymologi, maatte han dog blive overbeviist ved at see, at Oldskrifterne bruge Navnet Leyrinskógr og Leirheimsskógr i Fleng; altsaa er Leyrini, Leirvin og Leirheimr eenstydige. Det vil nu blive begribeligt, hvorfor det gamle Eiðvin (af eið, Isthmus), ogsaa kan skrives Eyðyn, Öyðyn, og nu udtales Ødven, ligesaa, hvorledes Leikvin (af Leikr, Leeg), hvilken Form især paa Vestlandet er brugelig, og nu udtales „Lekven“, „Lekve“, paa Østlandet oftere forekommer som Leykyn, Leykini, og nu udtales „Løken“, medens det dog er aldeles samme Navn som Vestlændingernes „Lekve“, og ingenlunde maa forvexles med lœkrinn ɔ: Bækken. Af tað ɔ: Gjødning dannes Taðvin, der og skrives Töðvin, Töðyn, Töðini, Taðini, og nu sædvanligviis udtales Tojen, Tøjen, da ð ej sjelden er gaaet over til en j lignende Lyd. Saaledes er ogsaa af Vað (Vadested) dannet Vaðvin, Vöðvin, Vöðini, nu „Vøjen“; af Dalr Dalvin, Dölvin eller Dölini, der nu deels udtales Dæli eller Dali, deels Dolven. Særdeles interessant er Formen Skaðvin, Sköðvin, Sköðini, der nu udtales „Skojen“, „Skøjen“, thi dette her forkommende Skað er neppe andet end en Forkortning af Skand, ligesom Staðr er beslægtet med standa; Skaðvin staar altsaa istedetfor Skandvin, og vi have her et med det gotiske Skandin-avi (ɔ: Skandia-ey) beslægtet Navn; ligesom Skandia-ey sammendrages til Skáney (Skaane), sammendrages Sköðynjarvík (ɔ: Skandvinjarvík) hos os til „Skaanevik“. Skand betegner, som man antager, en Rand, en Yderkant, og maa ej, hvad der saa ofte skeer, forvexles med skaun, hvorom siden. Ved den nu brugelige Udtale er det sædvanligt, at gjengive vin, hvor det ej er afkortet, „ven“ eller „ve“, f. Ex. Sandvin, Sandven; Leikvin, Lekve, især paa Voss, hvor der forekomme slige Navne i Mængdeviis, f. Ex. Helluvin, Helleve, Endavin, Endeve, Hornvin, Honve, Sævin, Sæve, og hvor Flere urigtigen have antaget „ve“ for at være det gamle vé ɔ: Helligdom. Hvor det derimod er afkortet, eller gaaet over til -ini, plejer man at udtale det „-en“, eller endog „-i“, f. Ex. Björgyn, Bergen, Töðini, Tojen, Dölini, Dali, Bóndini, Bondi, o. s. v. Derved opstaar mangen Inconseqvens, thi medens man udtaler Byen Björgvin Bergen, udtaler man det samme Navn, naar det, hvilket hyppigt er Tilfældet, forekommer som Gaards-Navn, snart „Børve“, f. Ex. i Hardanger, snart „Bjerve“, „Berven“, „Bervin“ o. s. v. Som nomen appellativum forekommer det i vort Sprog neppe uden i den allerede længst forældede Sammensætning vinjartoddi, Afgift for Benyttelse af Græsgang, see Ólafs Saga hins helga S. 60, 143.
Af de ved Siden af hinanden bestaaende og i Fleng brugte Former Leyrinskógr (ɔ: Leirvinskógr) og Leirheimsskógr sees allerede, at -vin og -heimr kunne bruges, eller rettere i den fjerneste Oldtid have været brugte om hinanden. Den samme dobbelte Form findes ogsaa ved det nuværende Thofte i Dovre Sogn i Gudbrandsdalen, der omtales i Sagaerne i Anledning af Kong Harald Haarfagres Æventyr med Jotnen Svase, og her kaldes deels Þoptyn ɔ: Þoptvin, deels Þoptheimr. Man finder ligeledes Skerfvin
