-ingr og -ungr ere heller ikke sjeldne, det første især ved mörk, holt s. Vingulmerkingr, Stafhyltingr. Af Hliðir dannes Hliðungr (Beboer af Lier), af Sóleyjar Sólungr.
Nogle Benævnelser bruges, uvist hvorfor, mere specielt; saaledes synes Rygir eller Rugar kun at betegne Ø—Boere, hvorfor de og kaldes Hólmrygir (ligeledes de gotiske Rugîs, Hulmarugîs); skeggr eller skeggi Fl. skeggjar bruges ligeledes altid og udelukkende om Ø—Boere, med Tilføjelse af Øens eller Stedets Navn: Mostrarskeggr (fra Mostr), Fitjaskeggr, (fra Fitjar paa Øen Storð), Byjarskeggjar (fra Hetland eller Ørknøerne), Götuskeggjar (fra Gata paa Østerø i Færøerne). Mere i Skjeldsordenes Række staae rimeligviis Navne som Elfargrímar, (fra Elvesyssel), Sygnakjúka (fra Sogn), Vágadrumbr (fra Vaage).
Ved at tilføje de nyere Navnformer har jeg, som de fleste ved slig Anledning, ofte været i stor Uvished og Forlegenhed med Hensyn til Skrivemaaden, og været nødsaget til, aldeles at opgive streng Conseqvens. Sagen er nemlig den, at man, da vort Sprog ophørte at være Skriftsprog, men derimod det danske Sprog indførtes, ikke længer skrev Navnene med den rette gamle, for alle Dialecter fælles Orthographi, men saaledes som Udtalen paa hvert Sted nærmest kunde gjengives efter det danske Retskrivningssystem. Og dette skete ikke engang efter en conseqvent Regel, men efter enhver Skrivers individuelle Opfatning af Lyden. Man fik derved paa eengang en Mængde tilsyneladende nye Navnformer, uagtet Udtalen fremdeles var den samme som forhen, og de Afvigelser fra den rette gamle Orthographi, som den nyere danske Lydbetegning syntes at antyde, egentlig allerede existerede i den gamle Tid, men ikke regnedes for andet end hvad de vare, Særegenheder i Udtalen. Beviser derfor ere allerede ovenfor anførte. Man bar sig omtrent saaledes ad, som Englænderne, naar de skrive indiske Navne med deres Orthographi, f. Ex. Punjaub, hvor en Franskmand maaskee vilde skrive Pennjab, en Tydsker Pendschab; Runjeet, hvor Franskmanden maatte skrive Rennjite, Tydskeren Rändschit, o. s. v. Men Fejlen var den, at Forandringen her var unødvendig, da der ej var Tale om Overførelse fra et andet Alfabet, eller til et grundforskjelligt Lvdsystem. Hvad vilde man sige, om en Englænder skrev Paree f. Paris? Naar nu f. Ex. Navnet Sólheimr, der allerede længe før det danske Skriftsprogs Indførelse udtaltes Sóleimr, og, med en skjødesløsere Udtale af Diphthongen, Sólemr, i Acc. Sólem, skulde skrives med den nye Bogstavering, skrev man snart Soleim, snart Solem, snart Solum; Forsheimr, der allerede i Oldtiden udtaltes Fosseimr, Fossemr, blev skrevet Fossum, Fossem; hvammr blev paa de Steder, hvor hv udtales som kv, til Kvam, paa andre Steder til Hvam eller endog blot Vam. Saaledes opstod af een Form pludseligt en Mangfoldighed af indbyrdes afvigende Former, hvilke af de ukyndige Embedsmænd antoges for forskjellige Navne, og Mangfoldigheden blev saameget større, som grammatiske Indsigter hverken var hine Embedsmænds, eller deres Tidsalders Sag. Hertil kom nu, at de samme Mænd ofte hvor Navnenes Etymologi var iøjnefaldende, omsatte
