Sólundarhaf, Vesthavet nærmest ved Sogn og Fjerdafylke; det kaldtes saaledes efter Sólundar-Øerne ɔ: mellem, ydre og indre Gulend.
Jótlandshaf, Skatterak og Kattegat.
Englandshaf, Nordsøen.
Írlandshaf, mellem Irland, England og Island. Ethvert af Landet, det være sig Fastland eller Øer, omgivet større Vand-Strækning enbog i Indsøer, kaldtes en Fjord, fjörðr (af fjarr, fjærn eg. den fjærnende). Var Vandstrækningen smal, saaat man let kunde sætte over fra den ene Side til den anden, kaldtes den sund af at sundra skille. En mindre Kyst-Indbøjning kaldtes vik; en lille, næsten indelukt Bugt tjenlig til Havn, kaldtes vágr.
De vigtigste Fjorde m. m. ere: I Finmarken Altfjördr, Kvænangr, Lyngsfjördr, Ulfsfjördr.
I Hálogaland: Málangr, nu Malangen, mellem Senja og Hvaley gaar dybt ind i Landet og optager Mæli-á (Maalselven).
Geigusund, nu Gisund, mellem Senjen og Fastlandet
Aristafjördr, nu Astafjorden, mellem Rolden (Róöld) og Fastlandet.
Tjaldasund, nu Tjeldesund, mellem Hindø (Hinn) og Tjelbø.
Ófóti, Ofoten.
Fold, nu Nord- og Sør-Folden.
Salfti eller Salpti, nu Saltensfjord.
Beðinn (i Gen. Beðjans, Dat. Beðjanum), nu Bejern.
Raðund nu Brønsfjorden.
I Raumdølafylke:
Foldin nu ytre og indre Folden.
I Nordmør og Throndhjem:
Þróndheimsfjörðr, Throndhjemsfjorden, regnedes fra Krákuváð, nu Kraakevaa-ø, hvor Þróndheimsmynni (Throndhjemsfjordens Munding) sagdes at være. Den til Gaulelvens Munding udgaaende Arma kaldtes Gaularóss (Gulosen); den vide Strækning mellem Strinen og Frosten, Strindsjór, Strindsær, og den inderste Deel indenfor Inderøen Beitissjór, Beitissær (Beitsadfjord).
Hölsynjar- og Stangarvíkarfjörðr, Halse og Stangvik Fjord.
Þingvallar- og Sundalsfjörðr, Thingvold- og Sundalsfjorden.
