i Brug, havde Kornmøller, drevne ved Vandkraft, allerede været igang her i Landet i over 200 Aar,[1] og Overgangen fra den horizontalt virkende Kværnkall til den verticalt virkende Hjulstok kunde ikke ligge fjærn, medens det maatte falde vanskeligere at udfinde den finere techniske Detail med Sagtændernes forskjellige Stilling og Tilpasning, eftersom Sagen skulde virke paatvers over Veden eller paalangs gjennem en Sagstok. Efter den ringe Brug, der i Oldtiden gjordes af Sagen, maa det endog ansees tvivlsomt, om man da har kjendt Hemmeligheden med, at et større Sagblads Tænder maa være „vikede“ – en simpel Kunst, naar den først er funden, men derfor ikke lige let at finde –, som bestaar deri, at Tænderne afvexlende til hver sin Side maa være noget udadbøiede, for at Bladet kan følge efter gjennem Veden. Men selv om dette var kjendt og anvendt, maatte man ogsaa udfinde, at Tænderne paa et Vandsagblad fornødiges tildannede som Hugjern eller Meisler med Eggen paatvers, medens den almindelige Ved-Sags Tænder, som bekjendt, ere smaa tve-eggede Knivsodder. Vandsagblade fra vort Aarhundredes Begyndelse ere endnu kun af Jern og hamrede, i Modsætning til de nyere, der ere af Staal og valsede. Som Følge heraf vise de gamle Sagblade sig at være svære og grove, men endnu sværere og grovere have Sagbladene naturligvis været 300 Aar tilbage i Tiden, da Forholdene af sig selv medførte, at
- ↑ Kornmøller, drevne ved Vand, omtales neppe directe i nogen af vore gamle Love, medens saadanne udtrykkelig findes nævnte i Jydske Lov (1240) Cap. I, 57. „Mylnarar“ nævnes i Nyere Bylov (1276) III, 8 og „mylnumen“ i en Retterbod for Bergen af 1282 (N. G. L., III, S. 15). Prof. Rygh har velvilligen meddelt mig, at han ikke er i Tvivl om, at disse have været Vandmøllere. I Kong Haakons Værnebrev for Nidaros Capitel af 1308 (D. N., III, S. 78) nævnes udtrykkelig „mylnur“ Og 1319 „mylnustædi“ (D. N., III, S. 111).
