at Grevens Feide var udkjæmpet, kom Kong Christian III. som Medlem af det Schmalkaldiske Forbund i et fiendligt Forhold til Keiseren og saaledes ogsaa til Hollænderne, der, om det end ikke ledede til Felttog og Slag, dog bidrog til at gjøre Seiladsen i de nordlige Have endnu mere utryg, end den sædvanligen var i hine Tider. Dette var især Tilfældet i 1543 og Begyndelsen af 1544, da Kongen skrev til Lehnsmanden paa Akershus, at han havde vis Kundskab om, at „de Burgundiske ere endelig tilsinds strax i Foraaret at ville have Skib i Søen at lade gjøre et Angreb og Indfald i Norge.“[1] Antagelig har i disse Aar liden eller ingen Trælast-Afhentning fundet Sted fra Hollændernes Side, forsaavidt de ikke, som nogle i en kongelig Skrivelse af 2den Sept. 1543[2] omhandlede Fartøier fra Dewenter, Kampen og Zwolle, have haft særligt kongeligt „Pasbord“. Man var imidlertid i hine Dage ikke forvænnet med fredelige Forholde i Søen, og naar Forholdene ikke vare ligefrem umulige, fristede man sig frem paa Lykkens Leilighed. Udførsel af Trælast fra Norge til Danmark og Hertugdømmerne maa have foregaaet i temmelig betydeligt Omfang i Aaret 1533, da Storm og Bølger det foregaaende Aar havde foraarsaget store Digebrud paa Kysten af Nordsøen. I Anledning af disse Ulykker udgik i Novbr. 1532 Breve til alle Lehnsmænd i Norge, hvorved det forbødes, at norskt Tømmer solgtes til andre end Kongens egne Undersaatter i Danmark og Fyrstendømmerne. Noget senere (omkring 1540) sees forskjellige kongelige Slotte i Danmark, Riberhus, Aarhus-Gaard o. s. v., at have faaet det til Istandsættelse eller Nybygning fornødne Tømmer fra de under Akershus Lehn
Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/126
Denne siden er ikke korrekturlest
118
L. J. VOGT.
