døde 1536, overlevet af sin hustru Margrete Gyldenløve, der igjen blev gift med Jens Pallessøn Splid, som ifølge Absalon Pederssøns kapitelsbog boede paa Lungegaarden endnu i 1567. Enten før eller senere tilfaldt godset Lunges datter Blanzeflor († før 1571), gift med Daniel Bildt til Nes ved Fredrikstad, dernæst deres søn Knut Bildt til Morland, g. m. Sisille Brun (enke før 12 juli 1604), og dernæst disses datter Blanzeflor Bildt († efter 1674), g. m. kongelig skibskommandør Børge Juel († 1653). Efter enkens død tabte godset sine sædegaardsrettigheder og blev delt i flere parter, som dog endnu nogen tid nedarvedes i slegten. Den nordligste part eller den egentlige Lungegaard fik som sydlig grænse en linje fra Seiersbjerget[1] mod øst til en stor ek og derfra over Sandgrovbakken (den nuværende Kalfarbakke) op i fjeldet. Denne part tilligemed Nobben (fra Nobbeelven til byens gamle grænse ved Korsbro) og Aarsstad gik over til Børge Juels datter Anna, g. m. oberst og krigsmand Eilert von Visburg († 1697 eller 1698). Kalfaret eller stykket mellem Lungegaarden og Nobben gik til Børge Juels anden datter Christence, g. m. Kaptein Wilhelm Schott († før 1730), og fra dem til deres datter Blanzeflor, g. m. vagtmester Henrik Cortz. Men da Visburgs enke ved testament af 1700, som det synes kort før sin død, skjænkede Lungegaarden til sin nysnævnte systerdatter Blanzeflor Schott, forenedes saaledes paa dennes og hendes mands haand igjen Lungegaarden og Kalfaret, medens Nobben og Aarsstad ved fru Visburgs død maa være overdraget til andre, hvorom mere nedenfor. Allerede i 1705 blev Lungegaarden af dens nysnævnte ejere solgt til toldforvalter, kammerraad
- ↑ Som bekjendt udtales det endnu saaledes. Muligt, og da rimeligvis i den senere middelalder, er navnet overført fra det bibelske „Seirsbjerg“, hvor Aron døde, tildels i lighed med de nu forsvundne navne Jerusalem (den nuværende eng ved St. Jørgens hospital), Emaus (tæt i vest eller nordvest for den nuværende stadsport) og det ovennævnte Kalfaret, oprindelig Calvaria, først truffet i 1604. Ikke usandsynlig have disse steder været „stationer“ under byens middelalderske processioner. Ogsaa navnet Nobben hidrører vistnok fra middelalderen, men er først truffet i 1604 eg da med formen Nobis kro.
