som forseglede to Dokumenter med dem. Da de havde forladt Provsten, gik det op for dem, at det maaske ikke var saa ganske i sin Orden, at de ei først havde faaet høre, hvad disse Breve indeholdt; selv kunde de nemlig hverken læse eller skrive. Jo mere de tænkte over det, desto uklogere syntes de, at de havde baaret sig ad; Dagen efter bekvemmede de sig endelig til at gaa op til Magisteren for at komme efter, hvorledes Sagen hang sammen. Da de jamrede over, at de kanske vilde blive stedte i Uleilighed for disse Breves Skyld, trøstede Provsten dem med den Forsikring: „I Dannemænd skal ikke lide Skade for en Skilling engang; jeg paatager mig Ansvaret!“[1]
Da Hyldingsmændene fra Gausdal hørte, at deres Kammerater havde været med at klage paa Fogden og Skriverne, fandt heller ikke de længere nogen Betænkeligheder ved at levere sine Signeter fra sig til Besegling af Klagen. Men for mulige Tilfældes Skyld ansaa de det dog for sikrest at røbe for Jørgen Philipssøn og Jens Madssøn, hvad der var igjære. Disse truede dem nu til at gaa op paa Slottet til Kommandanten Hans Jakob Schjørt for at tilbagekalde Klagen, før denne endnu var naaet saa langt, samt afgive Erklæring om, at de kun nødtvungne havde udleveret sine Signeter til dette Brug; for sit personlige Vedkommende – forsikrede de – var de saare vel fornøiede med sin Øvrighed. Christen Hofauk og Povel Graff, Hr. Ivers Sognebarn, kom dog strax efter Forræderiet, og nu tvang de i Forening med Hyldingsmændene af Vaage og Lom Hans Forset og Erland Olstad til at gjøre sin
- ↑ Kommissionsdommen under 26de Oktober 1661.
