heldigt, forsøger disse at omgaa hans Stilling, og han maa foretage et hurtigt Tilbagetog opad Dalen. Natten og et Vand skiller de Stridende ad, og Sverre beslutter sig til et ilsomt Tilbagetog ad samme Vei, ad hvilken han er kommen, altsaa til Lærdal. Derefter kommer Skildringen af Farerne paa Fjeldet, hvor Birkebeinerne overfaldes af et voldsomt Uveir med Sne og Stormbyger, mister sine Heste og i flere Døgn vanker om uden Mad i Uveir, Kulde og Halvmørke. Endelig naa de frem til nogle forladte Sætre, derfra til en Bondegaard og et større Dalføre, hvorfra de drage „op paa Valdres“. Jeg hidsætter efter Prof. Ryghs Oversættelse Sagaens Skildring:
„Nu vilde altsaa Kongen fare den samme Vei tilbage. Han tog fem Veivisere, de bedst veikjendte Mænd, som fandtes der, og dem behøvede man ogsaa, thi veiret blev saa fælt, som man sjelden ser Mage til. Der kom saa megen Sne, at det var aldeles uhørt. Det er kort at melde, at de mistede paa denne Reise flere end hundrede og tyve Heste med forgyldte Sadler og Bidsler og mangeslags Kostbarheder, Kapper. Vaaben og mange andre gode Ting. Dertil kom og, at de ikke vidste, hvor de færdedes, og at de vare saa madløse, at de ei engang fik Vand, men i aatte Dage ikke smagte andet end Sne. Dagen før Allehelgensmesse blev veiret saa slemt, at de, der høre paa dette Frasagn, neppe ville tro det; en Mand fik sin Død deraf, at veiret kastede ham overende og brød Ryggen tre Steder isønder paa ham, og den eneste Redning, naar Vindstødene kom, var at kaste sig ned i Sneen og holde Skjoldene over sig som fastest. Da lagde Veiviserne sig fore, thi de vidste ikke længer hvor de vare, og det var desuden saa mørkt, at man ikke kunde se for sig. Mandskabet var forkommet, paa een Gang baade af Sult og Mødighed, men nogle af Kulde, og deres Kræfter vare saa udtømte, at ingen vilde fare længer. Saasnart det var dem muligt at se noget for sig, saa de, at de vare komne til nogle bratte
