I Aaret 1192 kom den slesvigske Biskop Valdemar Knutssøn i Strid med sin Slægtning, den unge Hertug Valdemar (Seir), og efter at der var forgjæves anstillet Forsøg paa at forsone dem, endte striden foreløbig med, at Biskop Valdemar forlod Landet for at søge Støtte udenlands. Medens han allerede tidligere havde knyttet Forbindelser i Tyskland, dels med Keiser Henrik den 6te, dels med dennes Tilhængere, Grev Adolf af Holsten, Markgreve Otto af Brandeburg og Bernhard af Ratzeburg, søgte han under sin Landflygtighed ogsaa at skaffe sig Hjælp i de skandinaviske Lande. Ifølge de Lundske Annaler flygtede han til den svenske Konge, ifølge Eriks-krøniken til Norge, og baade denne og en anden gammel dansk Krønike siger, at han det følgende Aar kom tilbage med en Skibshær fra Norge;[1] det kan derfor være ganske sandt, hvad Arnold af Lübeck fortæller, at han fik Hjælp fra „Kongerne i Norge og Sverige“. Sikkert er kun, at han Sommeren 1193 med en Flaade fra Norge vendte tilbage til Danmark og her blev fangen enten af Kong Knut eller af Hertug Valdemar, efter den tyske Kilde ved Svig. Tidspunktet, da han blev fangen, angives i de Lundske Aarbøger til 8 Juli, i den Nestvedske Chronologi til „St. Stephans Dag“, hvilket af Suhm og Munch opfattes som Stephani inventio m August), men af Toeche urigtigt som 26 December.[2]
- ↑ Scr. rer. Dan. I 164, 242. III 631.
- ↑ Toeche, Kaiser Heinrich VI S. 303. Toeches Grund, at Grev Adolf endnu 29 Juni 1192 var i Worms, slaar ikke til, thi det hedder jo netop, at da Grev Adolf var trængt ind i Sønderjylland, mødtes han med Efterretningen om, at Biskop Valdemar var fangen. Grev Adolfs Indfald i Sønderjylland kan saaledes godt være foregaaet i Slutningen af Juli eller August 1193.
