atter Dr. Y. Nielsen fornyet Munthes Formodning, idet han antager, at „Navnet Sollerud staar muligvis i forbindelse med Solanger, der – – – maa søges paa denne kant“.[1]
Ad denne Vei kommer man saaledes ikke længer end til at antage, at et moderne Stedsnavn er beslægtet med det ældre, som dog i Form stærkt afviger. Desuden kan der mod denne Formodning gjøres den væsentlige Indvending, at Sollerud er et Gaardsnavn, medens Solangr maa i Sagaen være Navn paa en Indsø. Sagaens Ord er nemlig: „Siden red Kongen med nogle Mænd til Sólangr; han lod Hestene staa oppe paa Bakken, men gik ned til Vandet (til vatzins); paa Vandets Is (a vazísinum) laa en stor Hær af Bønder, som holdt Raad“ o. s. v.[2] Efter Sammenhængen maa her „vatnit“ betegne et Ferskvand, en Indsø og „vatzísinn“ betegne Isen, der laa paa dette Ferskvand; men den bestemte Artikel i „vatzins“ viser tilbage paa det eneste før nævnte Stedsnavn Sólangr, som saaledes maa være ikke et Gaardsnavn, men Navnet paa et Ferskvand vestenfor Kristiania nær Veien til Vestlandet, altsaa ved „Drammensveien“. Følger man Veibeskrivelserne i Biskop Jens Nilssøns Dagbøger fra Slutningen af 16de Aarhundrede, vil man se, at den middelalderske Hovedrute vestover fra Christiania (Oslo) har med faa Afvigelser fulgt ialfald de samme Dalstrøg som i nyere Tid; man har saaledes Veien bestemt langs Bestumkilen og over Lysaker Bro (Faabroen) samt længer vest forbi Hofstad, Asker og Gjællebæk,[3] naturligvis med den nød-
