vandige Forskjel mellem en gammel Bygdevei og moderne Chausséer. Undersøger man nu, hvilke Ferskvande der ligger langs denne Vei, maa man stanse enten ved det nu udtørrede Lysaker-tjærn vestenfor Lysaker eller ved Engervandet indenfor Sandviken; mellem disse maa Valget staa, thi andre Ferskvande gives ikke, førend man kommer forbi Asker, altsaa for fjernt fra Oslo til at Sagaens Beskrivelse kan passe. Et af disse vande maa altsaa være Sagaens Sólangr. Nu træffer det sig imidlertid saa, at vi kan bevise, at et af disse vande har baaret Navnet Folangr, saa man kan ikke tvivle om, at Sagaens Sólangr er Skrivfeil for Folangr.
Fólangrs Beliggenhed lader sig imidlertid med Lethed konstatere. Af Brevene DN. I 240 og 307 (fra Aar 1347) sees, at Vandet Folangr havde Udløb til Fjorden igjennem Aaen Løxa. Brevene viser kun, at Aaen Løxa fandtes vestenfor Oslo, men af Stedsnavne i „Den røde Bog“ sees, at Løxa flød gjennem Bærums Sogn, altsaa var den nu saakaldte Bærums- eller Sandvikselv;[1] til yderligere Sikkerhed oplyser Biskop Jens Nilssøn, at Sandvikselven endnu i 16de Aarhundrede hed Lexa.[2] Derved bliver det selvfølgeligt, at Folangr er Engervandet.
Situationen i Sagaen bliver da ganske klar. Bønderne har marscheret vestenfra gjennem Asker og Bærum og holder Natten over Rast paa Engervandet, hvor de naturligvis drøfter, om de tør vove sig over den islagte Fjord direkte til Oslo, eller om de skal fortsætte Landeveien. Sverre har fulgt denne vestover fra Akershagen,
