viser dette sig med Hensyn til den historiske Begivenhed, hvori Heming Grad selv spillede en Hovedrolle, ja egentlig var Sjelen, nemlig den efter Kong Hans’s uheldige Ditmarskerkrig udbrudte Opstand i Sverige. Vi ville et Øieblik betragte Krantz’s Characteristik af dette svenske Frafald. Han kalder de svenskes Opførsel mod Kongen gentilis feritas og rebellionis audacia (Dan. lib. VIII. cap. 41), og det heder: Erant munulli intra regnum fideles viri, quos puduit fraudis et rebellionis in regem (ibid. IX., 1). I Krantz’s svenske Historie, det Skrift, der altsaa skulde være sendt Heming Gad af hans „Socius“, tillægges Skylden for denne rebellio ligefrem den svenske Geistlighed, og Forfatteren bruger de Ord: Steno miles, regni gubernator, qui nimium auscultavit ecclesiasticis, miscuit fas atque nefas. (Svec. lib. VI. cap. 2). Hvilken „ecclesiasticus“ maa man her først og fremst tænke paa uden H. G. selv? Jeg spørger derfor, om det er sandsynligt, at der mellem to Mænd af saa ligefrem modsatte Anskuelser om en Sag, paa hvilken den ene af dem dengang havde indsat alt, lettelig (i det mindste dengang) kan have bestaaet noget societas? Heming Gad og Albert Krantz vare ogsaa i det Hele taget saa grundforskjellige Naturer, at det ikke er sandsynligt, at de have øvet gjensidig Tiltrækning. Heming Grad var en Rænkesmed og en indædt Fanatiker, hvis Character ikke forbedredes ved hans lange Ophold blandt Innocents VIII.s og Alexander VI.s „Kurtisaner“. Endog Jo. Magnus selv betegner ham træffende nok som homo ad omnem astutiam natus,[1] og hvor tro han tilsidst blev sit Fædreland og sit Parti, vide vi alle, hvorimod Albert Krantz var en Ærens Mand, en
- ↑ Jo. Magni Historia, p. 744.
