angaar denne sidste Tale, forbeholder jeg mig at give i en senere Afhandling.
En dansk Historiker, til hvem Annerstedt ikke har taget Hensyn, Dr. H. F. Rørdam, har i sit Skrift Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge efter Reformationen (Kbhvn. 1867, S. 77) ogsaa omtalt Heming Gads Tale og udtalt det som sin bestemte Mening, at den ikke kan være ægte. Hans Argument er dette, at den Maade, hvorpaa Jo. Magnus (p. 155) benytter Saxos Vidnesbyrd om de Danske, paa en saa paafaldende Maade ligner den Anvendelse af samme, der findes i Talen, at denne og Historien maa antages at have samme Forfatter. Mærkes kan, at ogsaa Reuterdahl[1] har tvivlet paa Talens Ægthed.[2]
Jeg gaar dernæst over til at gjøre opmærksom paa enkelte Steder hos Krantz, fornemmelig vedkommende Norge, til hvilke jeg finder Anledning til at knytte en eller anden Bemærkning.
Krantz’s Norvagia indledes ligesom Forfatterens øvrige historiske Verker med en praefatio af geographisk Indhold om Norge og dets Bilande. Den er paafaldende tynd. Han udskriver nærmest kun Adam af Bremens (lib. IV. cap. 30 sqq.) Bemærkninger om Forholdene, saaledes som de vare paa Harald Haardraades Tid, som om den Skildring
- ↑ Swenska Kyrkans historia, III. 2, p. 86.
- ↑ De la Gardiska Archivet, II. p. 152–153 omtales to Fragmenter af Krantz paa Univ. Bibl. i Lund, hvoraf det ene er afskrevet af Jo. Magnus selv. 1525. Heraf forklares altsaa dennes Kjendskab til vor Forf. Den, der vil hævde Heming Gads Forfatterskab til Talen, kunde maaske mene, at det andet Fragment, der kun indeholder Begyndelsen af Svecia, har været i dennes Hænder?
